Mål

I dag har jeg endelig fået målt mig selv rundt omkring på kroppen. Så nu vil jeg også måle hver uge, samtidig med at jeg vejer mig, altså Tirsdag morgen. Maven er lige nu det aller vigtigste for mig. Jeg ligner stadigvæk en der er gravid og Thor bliver altså 9 mdr. om et par uger….
Der er selvfølgelig også mange andre problemområder, men jeg håber at bare nogle af de første centimeter, ryger af maven. Samtidig så er der vist noget om at en kvinde ikke skal have et taljemål der er højere end 80 cm og der må jeg jo nok krybe til korset og sige at mit er liiiiiiiidt højere. Jeg måler 412,5 ialt de steder jeg har målt, så om lidt mindre end en uge, håber jeg det tal er blevet mindre. Her vil jeg ikke sætte mig nogen mål, for jeg aner ikke hvad man kan regne med at tabe. Det afhænger jo også af hvor aktiv man er (eller i mit tilfælde ikke er). Jeg kom jo ikke i gang med motionen i dag. Altså jeg gik måske et par hundrede meter med barnevognen, bare så Thor kunne komme lidt ud og sidde og kigge. Men det regnede og han var træt og han skulle have frokost, så det var en planlagt kort tur. Det tog faktisk længere tid at gøre os begge klar end tiden vi brugte på selve turen 😀

Noget helt andet var min formidable frokost i dag. Jeg lavede noget tunsalat af tun, kvark, citron, salt og peber, og det smagte bare lækkert. Dertil spiste jeg rucola, tomat, et kogt æg og en skive rugbrød med philadelphia light. Og det blev vist lige i underkanten af kalorier alligevel for det måltid, men så havde jeg lidt mere at tage af til aftenens flæskesteg :D.
Jeg fik også lavet nogle frikadeller af kyllingekød, hvori der også er rucola. De smager bare suverænt, og det synes begge børn heldigvis også, så der er nogle til Milles madpakke i morgen og så tror jeg mig og Thor kan spise nogle til frokost. Så kan det da være han gider spise noget.
Her til aften har jeg spist lidt mørk chokolade, det var virkelig lækkert. Dertil drak jeg et glas Laté, selvfølgelig med mælkeskum og det hele. Det er noget jeg glæder mig til hele dagen, at få min yndlings kop kaffe om aftenen når børnene er lagt i seng. Desværre så vågnede Thor lige mens jeg var ved at drikke den, men den blev da ikke helt kold.
Nu vil jeg slutte for i dag og skynde mig i seng, det er endnu engang blevet alt for sent, og der er vist noget med at man taber sig bedst hvis man sover nok, hmmm.

Skriv en kommentar